Foredrag: »The Great Erasure«
Kvindelige kunstnere er skrevet ud af historien. Men hvordan ser kunsthistorien ud, når vi tilføjer kvinder?
Foredrag på dansk af billedkunstner Augusta Atla

»Hvorfor kender vi vores fædre som soldater, lovgivere og opdagere – men vores mødre og bedstemødre er næsten usynlige i historien ?« (Virginia Woolf, 1929)
Kunsthistorien har været fortalt som mændenes historie: fra Giorgio Vasaris kunstnerbiografier i 1550 til Ernst Gombrichs »The Story of Art« i 1950. Alligevel har kvinder skabt mesterværker og i deres samtid været hyldede, velbetalte og bestilt af dronninger, konger, købmænd og kejserinder. Men de er ikke blevet arkiveret.
I foredraget ser vi på en ubrudt linje af disse betydningsfulde stemmer, som bl.a. Plautilla Nelli, Sofonisba Anguissola, Lavinia Fontana, Artemisia Gentileschi, Elisabetta Sirani, Rachel Ruysch, Hilma af Klint, Camille Claudel og Marisa Merz. Kvindelige kunstnere fra 1500-tallet til vores tid – de fleste desværre udelukket fra kunsthistoriens kanon.
Katy Hessels »The Story of Art Without Men« vil blive diskuteret, ligesom museernes rolle i demokrati og ytringsfrihed med fokus på frontløber-udstillinger som »elles@centrepompidou« (Paris 2009–2011) og »Tate Britains 60 Years« (London 2019).
I Danmark steg indkøb af kvindelige kunstnere fra 6,5 % i 2003 til 30 % i dag.
PRIS: 50 kr.
